Jeg har flere gange nævnt Jazzclubben Badenscher Hof her på berlin-nyt. Nu har jeg også været der. Ikke mindre end tre gange indenfor 14 dage og senest i går aftes, hvor jeg havde behageligt selskab af Stig fra Berlin-guide.dk. Vi har flere gange talt om at skulle mødes, når både Berlin-guide og berlin-nyt var i byen. Det var vi i går og det var rigtig rart at få en lille snak om vores fælles passion, det at formidle stof om Berlin.
Det har været tre forskellige jazz-stiler, som jeg har hørt de tre gange. Det viser jo meget godt, at stedet har en bredde i repertoiret. Første gang jeg var der, spillede Eb Davis & Superband. Eb Davis er født 1945 i Arkansas og har i sin musikerkarriere været omkring Memphis og New York før han i 1980’erne kom til Europa. Han har turneret med store navne som Ray Charles og B.B. King. Eb Davis er nu en institution i Berlin og der var stuvende fuldt i det lille intime lokale, hvor man kommer tæt på musikken. Stilen var soul og blues. Davis har god kontakt med sit publikum, og hans musik går lige ind i sjælen og bliver hængende som en god følelse. Desværre fik jeg ikke købt den CD, han havde til salg ved koncerten, men jeg kan mærke, at jeg må spørge i Dussmann om de har noget med ham, inden jeg skal hjem.
Næste gang jeg besøgte Badenscher Hof var det til en koncert med guitaristen Tino Gonzales. Han var også meget ekspressiv i sin måde at spille og især at synge på. Det var med hele kroppen, hud og hår. Gonzales gik med sin lidt tilbageholdende men meget charmerende fremtræden også lige ind i publikum. Det er en nu en fornøjelse at se så dygtige musikere performe live. Til denne koncert havde jeg mine to sønner med, som begge er meget musikinteresserede, og det var en stor oplevelse for os alle tre. Gonzales’ stil er lidt mere i retning af det latinamerikanske men stadig med blues som hovedingrediens. Heldigvis insisterede Ronni på at købe en CD, og det er dejligt at få en genhør med Gonzales allerede nu.
Og så var der i aftes. Jazz with Soul var overskriften i den lille flyer som ligger på bordene. Dirk Engelhardt på saxofon var den ledende figur sammen med klaver, bas og trommer. En særlig gæst spillede på nogle indisk-klingende trommer, som var ret fantastisk at høre sammen med jazzen. Stilen her var avantgarde jazz og “hard bob” som det benævnes i programmet. Det var fabelagtig dygtigt spillet, men vi var enige om, at det også var ret krævende at lytte til, hvis man ikke er meget bekendt med og trænet i at lytte til genren. Om det er stilen eller mit manglende kendskab til den er svært at sige. Men jeg følte ikke den personlige kontakt til publikum i denne koncert.
Vær opmærksom på, at man bliver opkrævet for entré (penge for musik) ved bordet, efter at musikken er gået igang. Man skal ikke betale entré ved indgangen. I går – og sådan er det åbenbart ved onsdagskoncerterne – bliver man ikke opkrævet for entré men for exit – det vil sige at de kommer rundt med en gennemsig krukke, som de beder om at man lægge et bidrag i. Jeg spurgte, hvad de forventer, og svaret var mindst 15 €. Det er rimeligt nok, og det er godt at vide, så man ikke kommer galt afsted ved at tømme alle sine småmønter fra pungen ud i glasset.
Badenscher Hof har også et udmærket køkken, som gerne serverer under jazz-koncerten. I lørdags fik vi Chicken Jambalaya, hvilket smagte rigtig godt, og i går fik jeg Chili con Carne, som også var helt udmærket. Hertil fik jeg begge gange husets øl, men man kan selvfølgelig få alt andet at drikke også. Priserne er meget rimelige, eller med Stigs ord er øllene “nærmest urimeligt billige”.
Da koncert-lokalet er meget lille, er det nødvendigt at bestille bord, hvilket de beder om at man gør pr. telefon. Begge lørdage jeg har været der, har der været fyldt til sidste stol. Det er tilsyneladende overvejende et lokalt stampublikum, der kommer til koncerterne, men som en fremmed fugl føler man sig i høj grad velkommen.