Årets 100 bedste plakater og Avantgarde!

Indtil på søndag den 13. juli kan man i foyer’en i Kulturforum ved Potsdamer Platz se en udstilling med årets 100 bedste plakater fra Tyskland, Østrig og Schweiz.

Det er foreningen “100 Beste Plakate”, som i samarbejde med Kunstbibliothek viser udstillingen. Foreningen er udsprunget af Verband der Grafik-Designer e. V. Konkurrencen om årets 100 bedste plakat blev allerede grundlagt i 1960’erne i DDR og blev siden genforeningen udskrevet i hele Tyskland og senere udvidet med Østrig og Schweiz. I år blev der indleveret knap 1700 plakater, hvoraf 533 gik videre til juryens endelige udvælgelse.  I kan læse mere om konkurrencen, jury osv. på hjemmesiden for 100 beste Plakate.

Man kan se små billeder af plakaterne på ovennævnte hjemmeside, og de ser rigtig flotte ud. Jeg har altid godt kunne lide plakater, måske fordi de, når de lykkes, formår at formidle et budskab hurtigt og tydeligt. Det er en udstilling, jeg selv kunne have tænkt mig at se. Udstillingen i Berlin er den første af en række udstillinger rundt i Tyskland, Østrig og Schweiz.

Hvis I beslutter jer til at se udstillingen, så vær opmærksom på, at Kunstbibliothek lige nu viser udstillingen Avantgarde! Her præsenteres eksempler på plakater og grafik til aviser, bøger og tidsskrifter fra begyndelsen af det 20. århundrede. Så den udstilling kan I lige så godt tage med, når I nu er på Kulturforum.

Tip: jeg ville nok vælge i dag eller lørdag frem for søndag til at se disse udstillinger. Selv om man kan tage U Bahn til Potsdamer Platz og derved undgå trafikken, så kan man nok risikere at Finalen i VM, hvor Tyskland spiller på søndag, vil påvirke området omkring Fanmeilen på Strasse des 17. juni. På den anden side, så er de gode til at sætte ekstra ind med S- og U Bahn, når der er sådan noget, så det er ikke sikkert, det bliver noget problem.

Kulturforum 2011. Foto: Kirsten Andersen
Kulturforum 2011. Foto: Kirsten Andersen

 

 

 

 

 

Skriv gerne en kommentar